Kina

Kina

Kina - Ningbo

Vi skriver her om vores oplevelser i Kina.

Hvor er vi?

Hvad er klokken?

Se billeder her

31.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Sun, August 31, 2008 17:25:21

6.dag i Kina

Dagen i dag skulle have været en slappe af på hotellet dag. Det regnede rigtig meget, og vi følte ikke rigtig, vi havde energi, til at tage på en længere tur.

Men da Johnny ringede til Egon ved totiden, for at høre om han ville med ud og spise aftensmad, foreslog han, at vi kunne tage med i ”Seaworld” sammen med ham og Lucy.

Det tænkte vi kunne være en god måde, at bruge en regnvejrseftermiddag på, så det sagde vi ja til.

”Seaworld” er lidt som Kattegatcentret. Et stort akvarium med en masse flotte fisk, som i kan se i fotoalbummet. Vi fodrede også store skildpadder og så havfrueopvisning med rokker og små hajer.

Efter besøget i ”Seaworld” tog vi til en kinesisk restaurant for at spise aftensmad. Egon og Lucy valgte nogle forskellige retter, som vi fik serveret i vores eget værelse. Her var igen, forskellige specielle kinesiske retter, som blev serveret på et glas fad, som kan dreje rundt. Man spiser lidt af det hele alle sammen, og alle stikker deres pinde ned i fadene og spiser derfra.

Maden var igen en del fremmed, fra den vi kender derhjemme, men vi bestilte lidt ris til, så vi gik mætte derfra.

Fra den kinesiske restaurant tog vi en tur til ”The Bond”, et område med en masse restauranter og barer. Vi drak en enkelt 0,50 l Tiger Beer, inden turen gik tilbage til hotellet.

I dag skal vi prøve at komme lidt tidligere i seng end de andre dage. Vi skal på tur i bjergene i morgen, som starter kl.8:30.

Så vi siger godnat fra Kina.

Kh/Johnny og Sidse

  • Comments(0)//kinablog.dmig.dk/#post6

30.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Sat, August 30, 2008 16:04:14

5.dag i Kina

Så blev det lørdag, og ovenpå gårsdagens oplevelser, var vi lidt matte.

Vi kom derfor først ud af døren ved firetiden og gik en tur ind mod centrum.

Vi var bl.a. i en kinesisk bagerforretning. Dem er her mange af. Man kan få de flotteste kager og alverdens brød, men desværre måtte vi ikke fotografere dét, der hvor vi var, så det må vi forsøge at gøre en anden dag. Vi købte et par pølsehorn og en berliner, det smagte som i DK.

Vi osede rundt et par timer, før det blev mørkt. Vores aftensmad spiste vi på en kinesisk restaurant på Tianyi Square.

Vi fik en Curry Beef, som bestod af en sovs med krydret oksekød, peberfrugt og løg på et lag af ris. Hele herligheden var pakket ind i bambusblade i en bambuskasse, og det smagte dejligt.

Øl er godt til kinesisk mad, og vi drak kinesisk Tsingtao som er en populær øl hernede og så er den billig.

I weekenden er der musik og gang i springvandende samt en masse lys på Tianyi Square, så det skulle vi se lidt på inden vi skulle hjem. Det var flot og der var en hyggelig stemning.

Nu er vi tilbage på hotellet, vi skal nyde at her er badekar og slappe af. Vi ved endnu ikke, om dagen i morgen bliver en slappe af dag, eller om vi vil tage på en tur.

Tanker til alle jer derhjemme, håber i har det godt og har nydt det dejlige vejr i DK.

Kh/Johnny og Sidse

  • Comments(1)//kinablog.dmig.dk/#post5

29.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Fri, August 29, 2008 18:06:41

4.dag i Kina

I dag har været en dag, fyldt med rigtig mange gode oplevelser. Vi har været rundt i Ningbo sammen med Egon og kinesiske Lucy.

Kl.11 mødtes vi med Egon og Lucy i foyeren. Det var regnvejr, men ikke styrtregn, så det var faktisk behageligt, at det regnede lidt.

Egon havde planlagt en hel dags oplevelser for os. Første punkt på programmet, var et besøg på et stort fiske marked.

Vores umiddelbare tanke, ved at skulle besøge et fiskemarked, var at der sikkert lugtede lidt, men dette var ikke tilfældet. Vi tror det er det første sted, vi har været, hvor der var så mange fisk, uden at der lugtede af fisk.

På markedet fandtes alle typer af ”Seafood”, der var kæmpekrabber, rejer, krebsdyr, skildpadder, fisk, blæksprutter og kæmpe frøer! Lucy fortalte, at hun spiser det hele og ofte handler dér.

Derfra gik vi videre til et stort værktøjs/isenkræmmermarked, som var en kæmpe hal fyldt med mindre boder, hvorfra der blev solgt alt fra jern/plastic råmaterialer, alt i værktøj, hjul, skruer, bolte, vvs, el og beslag, der var ikke den ting, man ikke kunne købe.

Efter besøget på markedet, skulle vi se et stort elektronik varehus. 2 etager fyldt med små forretninger, der stort set solgte det samme, så det gjaldt om at finde det sted, man kunne få pruttet prisen længst ned. Johnny var som et barn i en slikbutik, men det er jo begrænset, hvad man kan tage med hjem, så det blev til lidt indkøb, inden vi skulle have lidt frokost.

Frokosten indtog vi på en kinesisk restaurant. Her var Lucy til god hjælp, med at forklare hvad vi spiste. Vi fik en Curry Beef Soup, som var en stor skål krydret suppe med nudler og oksekød, det var rigtig lækkert, og vi fik varmen.

Efter frokost, gik vi over til den noget af den gamle bydel, hvor der også ligger en masse butikker, her er priserne dog nogle helt andre, end hvis man går på Tianyi Square. Der blev pruttet om priser igen, det er meget almindeligt her, og det var Lucy god til.

Da vi efterhånden havde gået en hel del, synes Egon tiden var inde til at få en times fodmassage. Vi blev anbragt i en rum med store lænestole og hver vores kineser. Først skulle vi have vasket fødder. Det foregik i store træbaljer, hvor der blev hældt noget pulver i, som fik vandet til at blive en tyk grød. Efter at have siddet med fødderne her i ti minutters tid, fik vi ordnet negle og hård hud. Det foregik med stemmejern og kniv! Fodmassagen var dejlig, selvom de indimellem tog godt fat.

Aftensmaden blev indtaget på endnu en kinesisk restaurant. Her var vi dog lidt mere skeptiske over maden. Vi fik en ”Seafood” suppe med ALT fra havet, Peking and med hoved(som Lucy spiste), oksekød/svampe i krydret sauce, svampe i sauce, bambusskud i en marinade og hele friturestegte rejer. Alt i alt et okay måltid, og det var rigtig hyggeligt, men at spise kinesisk hernede, er slet ikke det samme, som at gå på kinesisk restaurant i Danmark.

Egon mente ikke, vi var færdige med at forkæle os selv, da vi havde spist. Vi tog derfor en taxi til et andet massage sted, hvor vi kunne få ansigtsmasker/massage og massage af hele kroppen, inkl. massage hvor de går på ryggen af én, samt øre rensning! Det var specielt, men vi havde det dejligt bagefter. Det kostede kun 150 RMP (kr. 115,50) for ca. 30-40 minutters massage for os alle 4.

Vi synes, det har været en dejlig dag. Vi har prøvet nogle ting, som vi nok ikke ville, hvis vi kun havde været på egen hånd.

God weekend til alle derhjemme.

Kh/Johnny & Sidse

  • Comments(0)//kinablog.dmig.dk/#post4

28.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Thu, August 28, 2008 17:04:06

3.dag i Kina

I dag nåede vi morgenmaden, men efter udbuddet at dømme, så burde vi måske have været der lidt tidligere. Der blev serveret nogenlunde almindelig europæisk morgenmad, med brød, ost, morgenmadsprodukter og yoghurt, men derudover var der en masse forskellige kinesiske retter, Johnny prøvede lidt nudler, men det var ikke rigtig nogen succes.

Dagen i dag blev også brugt på sightseeing i Ningbo by, og som i kan se i fotoalbummet, har vi besøgt et par seværdigheder.

At være europæisk turist i Ningbo, er åbenbart ikke normalt, der bliver stirret og fniset, og tiggerne regner med, at vi har masser af penge, tror vi. Det undrer os, da vi bestemt ikke ligner nogen der har penge, hvorimod en del kinesere, ser ud til at have redet med på den økonomiske optur.

Vi har gået rigtig meget igen i dag. Vores fødder er derfor godt ømme.

I morgen skal vi tur med Egon og en kinesisk pige som hedder Lucy. Hun skal guide os lidt rundt hernede, og vil hjælpe os med at få noget rigtigt kinesisk mad i morgen aften. Vi har ikke været så meget for, at prøve det kinesiske køkken på egen hånd, da der de fleste steder, ikke er nogen engelsk oversættelse af retterne, og da vi har erfaret, at kineserne ikke er så gode til engelsk, har vi opgivet lidt at forsøge dette. Vi endte derfor i dag med at spise frokost på KFC (Kentucky Fried Chicken) og aftensmad på den irske pub.

Den irske pub har været et sikkert valg, her kan man få pizza, sandwich og burgere, noget der ligner café mad derhjemme. Vi fik i dag, et helt flute med skinke, bacon og salami/salat for 35 RMP, og det smagte fantastisk.

Vi skriver igen i morgen om vores kinesiske rundvisning.

Vi håber i alle har det godt derhjemme og at i kan nyde en velfortjent weekend i morgen.

Kh/Johnny & Sidse

  • Comments(0)//kinablog.dmig.dk/#post3

27.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Thu, August 28, 2008 05:21:50

2.dag i Kina

Dagen i dag, startede med, at vi sov over os og kom for sent til morgenmaden, til gengæld var vi udhvilede da vi stod op, og føler at vi allerede nu, har vænnet os nogenlunde til tidsforskellen.

Vi besluttede os for at bruge dagen på at udforske byen på gåben, og startede med at spise morgenmad/frokost på en lille kaffe bar overfor hotellet. Her fik vi en lækker blomkålssuppe efterfulgt af barbecue kylling i sur/sød sauce m. ris og grøntsager, det var et fint måltid.

Udenfor kaffebaren, blev vi mødt af en kinesisk dame som tiggede penge, vi har mødt hende én gang tidligere, og hun virker meget aggressiv. Det virker ellers ikke, som om her er mange tiggere, men dem der er, er meget pågående, og ikke særlig behagelige.

Vores første mål på turen var det store indkøbscenter Tianyi Square. Her ligger en masse butikker rundt om en stor plads, hvor der er opsat store videoskærme med underholdning.

En af attraktionerne på pladsen, er kæmpestore plastikbolde på en sø, som børn kan komme ind i og trille rundt, der var desværre ikke nogle, der prøvede dét, da vi gik forbi.

Det er ikke billigt at handle her, vi så mange smykker i en prisklasse, der startede ved et par tusind og helt op til over 100.000. Tøjet er mærkevarer og koster stort set det samme som derhjemme. For at handle billigt skal man udenfor området, og ind i de mindre butikker.

Egon viste os bl.a. en butik hvor man kan købe 3 Quicksilver T-shirts til 100 RMB (kursen er p.t. 77).

Efter at have oset lidt i centeret, besluttede vi os for at gå til Moon Lake området, en af hovedattraktionerne i Ningbo.

Moon Lake er et stort rekreativt område på 96,7 hektar, som består af vand og parkområde, det har eksisteret i næsten 1400 år. Der er mange gamle pavilloner og bygninger i området, men desværre ikke rigtig nogen informationer på engelsk.

Det var dejligt, at være lidt væk fra byens os, larm og mærkelige lugte. Her er voldsomt meget trafik og mange steder er der undergrundstunneler, som man bruger for at komme over vejene. Et enkelt sted var der også en kæmpestor gangbro med fire grene, som bruges til at krydse vejen. (se fotoalbum)

Efter at have gået i mange timer, var vi varme og trætte og besluttede os for at finde et supermarked, hvor vi kunne proviantere lidt snacks og finde noget rødvin.

Vi fandt et kæmpe supermarked, som havde alt, og lidt til. En af de mere specielle ting, var alle mulige former for tørret kød, bl.a. hønsefødder, hønsehoveder og tørret fisk, kineserne spiser det som snacks og man køber det på samme måde, som bland-selv slik derhjemme.

Rigtig slik er meget billigt hernede, så det måtte vi have lidt af. Vi fandt også noget kinesisk rødvin, som var billigt, men det smagte også derefter. Importeret rødvin er meget dyrt hernede, det koster ca. 100 RMB flasken.

Vi fandt dog en Chile vin til 43 RMB, der smagte udemærket.

Øl fås i mange udgaver, både import og kinesiske øl til rimelige priser. Vi er blevet ret glade for Tiger Beer, og har købt nogle kinesiske, som vi skal prøve at smage.

Klokken 7 var vi endelig tilbage på hotellet. Vi gik på den irske pub og fik lidt at spise og efter et hurtigt måltid, hjem for at slappe af og ringe hjem til DK.

Kh Johnny & Sidse

  • Comments(1)//kinablog.dmig.dk/#post2

26.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Tue, August 26, 2008 17:23:25

Så er vi nået frem til Kina, Ningbo. Vi startede vores tur fra Nørrebro mandag morgen kl. 06:45 og ankom til Shanghai lufthavn kl. 00:45 dansk tid. Tidsforskellen er på 6 timer, så klokken var 06:45 kinesisk tid.

Vi fløj med Swiss air og mellemlandede i Zürich, hvor vi havde et par timers ventetid, så der var god tid til transfer og en tur i rygekabinen. Flyveturen fra Zürich til Shanghai tog 11,5 time og vi fik ikke rigtigt sovet, så vi var lidt trætte, da vi ankom.

I Shanghai lufthavn blev vi hentet af Formkon´ s chauffør, som skulle køre os til Ningbo, en tur der varede ca. 2½ time. På turen kørte vi over Hangzhou Bay Bridge, som forbinder Shanghai og Ningbo over Hangzhou bay, broen er 35, 673 km lang, og er den længste ”trans-oceanic” bro i verden.

Vi var spændte på køreturen, da vi havde læst at kineserne kører lidt vildt, og at de almindelige trafikregler ikke bliver overholdt. Turen på motorvejen forløb dog fint, og det var en smuk tur, hvor vi så rismarker og bønder med de karakteristiske stråhatte, da vi nærmede os Ningbo kørte vi igennem et bjergområde, som var utroligt flot.

Da vi kom til Ningbo by og forlod motorvejen, blev vores syn på kinesernes trafikopførsel ændret en del, her køres efter først til mølle princippet, biler, busser, cykler, scootere og fodgængere i en stor pærevælling, fletter ind og ud mellem hinanden, dét var lidt af en oplevelse.

Vi kom dog hele frem til hotellet, og efter lidt sprogproblemer fik vi også tjekket ind på vores værelse. Vi var sultne efter turen, og gik derfor over på en Irish Pub, der ligger lige over for hotellet, man er vel lidt turist ;-)

Derefter skulle Johnny i gang med arbejdet, han blev hentet af Formkon´s udsendte medarbejder Egon på hotellet, som kørte ham til Formkon´s kontor i NIP. NIP er en Nordisk industripark, som bygger og udlejer nye produktions faciliteter. NIP blev etableret i 2003 og er i dag Kinas eneste

100 % nordisk ejet industri- og erhvervspark.

Arbejdet forløb fint, det ser ud til, at det kun er små justeringer, der skal laves, så tidsplanen burde holde.

Kl. 19:00 var Johnny og Egon tilbage på hotellet. Vi tog en taxi til Brazilian Steak House, hvor vi fik forskelligt barbecuemarineret kød, der blev serveret i en lind strøm, bl.a. and, svinekød, oksekød, kylling og kalkun, hertil var der en buffet med ris, salater og velkrydret tang. Det var udmærket mad.

Efter vi havde spist, viste Egon os lidt af den gamle bydel med markeder og gadekøkkener, her hang en kraftig lugt af friture og udvalget af mad så lidt mystisk ud, man kunne bl.a. få hele andehoveder og fødder, det er vi ikke sikre på, at vi skal prøve.

Vi sluttede af i Ningbo´s store shoppingcenter, som vi skal udforske lidt mere i morgen.

Nu er vi tilbage på hotellet, hvor vi skal have sovet og slappet af, masser af spændene oplevelser venter derude, bl.a. en tur i bjergene.

Kærlig hilsen

Johnny og Sidse

  • Comments(2)//kinablog.dmig.dk/#post1
« Previous