Kina

Kina

Kina - Ningbo

Vi skriver her om vores oplevelser i Kina.

Hvor er vi?

Hvad er klokken?

Se billeder her

26.08.2008

Vores oplevelserPosted by Sidse Tue, August 26, 2008 17:23:25

Så er vi nået frem til Kina, Ningbo. Vi startede vores tur fra Nørrebro mandag morgen kl. 06:45 og ankom til Shanghai lufthavn kl. 00:45 dansk tid. Tidsforskellen er på 6 timer, så klokken var 06:45 kinesisk tid.

Vi fløj med Swiss air og mellemlandede i Zürich, hvor vi havde et par timers ventetid, så der var god tid til transfer og en tur i rygekabinen. Flyveturen fra Zürich til Shanghai tog 11,5 time og vi fik ikke rigtigt sovet, så vi var lidt trætte, da vi ankom.

I Shanghai lufthavn blev vi hentet af Formkon´ s chauffør, som skulle køre os til Ningbo, en tur der varede ca. 2½ time. På turen kørte vi over Hangzhou Bay Bridge, som forbinder Shanghai og Ningbo over Hangzhou bay, broen er 35, 673 km lang, og er den længste ”trans-oceanic” bro i verden.

Vi var spændte på køreturen, da vi havde læst at kineserne kører lidt vildt, og at de almindelige trafikregler ikke bliver overholdt. Turen på motorvejen forløb dog fint, og det var en smuk tur, hvor vi så rismarker og bønder med de karakteristiske stråhatte, da vi nærmede os Ningbo kørte vi igennem et bjergområde, som var utroligt flot.

Da vi kom til Ningbo by og forlod motorvejen, blev vores syn på kinesernes trafikopførsel ændret en del, her køres efter først til mølle princippet, biler, busser, cykler, scootere og fodgængere i en stor pærevælling, fletter ind og ud mellem hinanden, dét var lidt af en oplevelse.

Vi kom dog hele frem til hotellet, og efter lidt sprogproblemer fik vi også tjekket ind på vores værelse. Vi var sultne efter turen, og gik derfor over på en Irish Pub, der ligger lige over for hotellet, man er vel lidt turist ;-)

Derefter skulle Johnny i gang med arbejdet, han blev hentet af Formkon´s udsendte medarbejder Egon på hotellet, som kørte ham til Formkon´s kontor i NIP. NIP er en Nordisk industripark, som bygger og udlejer nye produktions faciliteter. NIP blev etableret i 2003 og er i dag Kinas eneste

100 % nordisk ejet industri- og erhvervspark.

Arbejdet forløb fint, det ser ud til, at det kun er små justeringer, der skal laves, så tidsplanen burde holde.

Kl. 19:00 var Johnny og Egon tilbage på hotellet. Vi tog en taxi til Brazilian Steak House, hvor vi fik forskelligt barbecuemarineret kød, der blev serveret i en lind strøm, bl.a. and, svinekød, oksekød, kylling og kalkun, hertil var der en buffet med ris, salater og velkrydret tang. Det var udmærket mad.

Efter vi havde spist, viste Egon os lidt af den gamle bydel med markeder og gadekøkkener, her hang en kraftig lugt af friture og udvalget af mad så lidt mystisk ud, man kunne bl.a. få hele andehoveder og fødder, det er vi ikke sikre på, at vi skal prøve.

Vi sluttede af i Ningbo´s store shoppingcenter, som vi skal udforske lidt mere i morgen.

Nu er vi tilbage på hotellet, hvor vi skal have sovet og slappet af, masser af spændene oplevelser venter derude, bl.a. en tur i bjergene.

Kærlig hilsen

Johnny og Sidse

  • Comments(2)//kinablog.dmig.dk/#post1